Efter at have fundet min mor grædende af frygt for at få skældud af personalet på Rehabiliteringscenteret, hvor hun er indlagt i forbindelse med hendes kræftbehandling,
har jeg besluttet at sætte dette digt op på hendes opslagstavle.

Hun er faktisk så skræmt, at hun ikke tør sove om natten. Hun tør end ikke ringe efter personalet for at komme på toilettet, eller for at bede om et glas vand, af frygt for repressalier.

Det skal dog gøres helt klart, at det ikke er plejepersonalets hensigt at gøre hende ulykkelig, men det er sådan den gamle kone opfatter det. Så mon ikke vi kunne gøre det lidt bedre? Tal dog med hende og ikke til hende.

Hvad ser du søster her i min stue?

En gammel, sur og besværlig frue,

usikker på hånden og fjern i blikket,

lidt griset og rodet, hvor hun har ligget.

Du taler lidt højt, men hun hører dig ikke.

Hun savler og hoster, har snue og hikke.

Hun takker dig ikke, for hvad du gør,

er så tit, som hun slet ikke bør.

Er det, hvad du tænker? Er det hvad du ser?
Så luk øjnene op og se, der er mer!

Nu skal jeg fortælle dig, hvem jeg er,

den gamle kone, der ligger her:

Jeg er barn på ti i et lykkeligt hjem
med forældre og søskende – jeg elsker dem

Jeg er ung på seksten med håb og drømme,

så let på fod og med tanker så ømme.

Jeg er brud på tyve med roser på kind,
i mit eget hjem går jeg lykkelig ind.

Jeg bliver mor og bygger et hjem så trygt

og værner mine mod kulde og frygt.

Og børnene vokser – sorger og glæder
med årene veksler, vi ler og græder.

Så flyver ungerne bort fra reden,

min mand mig trøster, vi nyder freden.

Vi når de halvtreds, og børnebørn kommer
og bringer uro og glæde hver sommer.

Men så kommer sorger og tunge dage,

min mand er død, jeg er ene tilbage.

For børnene har nu selv børn og hjem,
og der er meget, der optager dem.

Og borte er alle de gode år,

de glade og gode kår.

Nu piller alderen fjerene af mig,

min ynde og kraft bliver taget fra mig.

For ryggen er bøjet, og synet svigter,

jeg har ikke kræfter til dagens pligter.

Mit hjerte er tungt, og mit hår er gråt,

med hørelsen er det også lidt småt.

Men inden i dette gamle kadaver

er endnu levende, smukke enklaver,

der lever barndom, ungdom og steder,

der lever minder, sorger og glæder.

De gladeste minder i sindet synger,

skønt alderens byrder mit hjerte tynger.

Og smerteligt nemmes den tunge lære,

at intet kan blive ved med at være.

Hvad ser du, Søster? – En gammel, besværlig

og træt lille kone? – Nej, vær nu ærlig!

Se nærmere til – måske kan du finde

et barn, en brud, en mor – ja, en kvinde.

Se mig, som sidder der inderst inde,

det er mig, du skal prøve at se og finde

Oversat fra engelsk af Ellen Lissner.

Kort sagt du skal behandle min mor med respekt. Hun har nok oplevet mere og levet et hårdere liv end du kommer til, for at netop vores generation kan have det godt.
Tal ikke “ned” til hende, for hun er ikke et barn. Hun er skarp i hovedet, og kan huske alt, men hun er meget syg og “lidt ude at hænge”. Pas nu på hende for hun er et menneske som dig og mig.